Raytracing (strålesporing) er en teknik til at beregne lys i computergrafik. I stedet for at snyde sig til lys og skygger, som man traditionelt har gjort i spil, simulerer raytracing, hvordan lysstråler bevæger sig, rammer overflader og bliver kastet tilbage. Resultatet er langt mere realistiske refleksioner, skygger og belysning.
Teknikken har længe været brugt i film og animation, men krævede så meget regnekraft, at den ikke kunne køre i realtid. Med den nyeste generation af grafikkort og konsoller er det blevet muligt. PS5 er den første PlayStation med hardwareunderstøttelse af raytracing, og allerede ved lanceringen viste Marvel’s Spider-Man: Miles Morales, hvordan byens glasfacader kunne spejle omgivelserne.
Raytracing er dog stadig krævende. Derfor skal du i mange spil vælge mellem en kvalitetstilstand med raytracing og en performancetilstand med højere billedhastighed. PS5 Pro, der udkom i 2024, har en kraftigere grafikchip, som gør det lettere at kombinere raytracing med flydende gameplay.
Du kan se teknikken i spil som Ratchet & Clank: Rift Apart og Gran Turismo 7. Læs mere om de andre tekniske begreber under grafik.
Synonymer: Ray tracing, Strålesporing, RT