Spring til indhold

Overlevelsesspil til PlayStation

I et survival-spil bliver intet givet gratis. Du skal selv finde mad og vand, samle materialer, bygge ly og lave dit eget udstyr. Hver lille sejr føles fortjent, fordi du selv har kæmpet for den. Genren spænder vidt. Nogle spil lader dig bygge og udforske i dit eget tempo, alene eller med venner. Andre fortæller stærke historier, hvor overlevelsen skaber spænding og drama. Uanset hvad du foretrækker, findes der et survival-spil, der passer til din måde at spille på.

ARK: Survival Ascended

  • Samlet antal spillere: 1–2 lokalt (split-screen), op til 8 i private sessioner og op til 70 på offentlige servere
  • Aldersgrænse: PEGI 16
  • Sværhedsgrad: Svær
  • Historiespil: Delvist. Der er en baggrundshistorie at opdage, men du bestemmer selv, hvad du vil lave
  • Online spil: Ja, med crossplay (kræver PS Plus)

Du vågner op nøgen på en mystisk ø fyldt med dinosaurer og forhistoriske væsner. Herfra handler det om at samle ressourcer, bygge en base og tæmme alt fra små raptorer til kæmpe T-rexer. Danner du en stamme med andre spillere, kan I avle, træne og ride på jeres dyr og kæmpe jer til toppen af fødekæden. Spillet er genopbygget i Unreal Engine 5 og giver adgang til alle ARK’s verdener som Scorched Earth, Aberration og Extinction.

Subnautica

  • Samlet antal spillere: 1
  • Aldersgrænse: PEGI 7
  • Sværhedsgrad: Mellem
  • Historiespil: Ja
  • Online spil: Nej

Dit rumskib styrter ned på en havplanet, og du er den eneste overlevende. Under overfladen venter farverige koralrev, men jo dybere du dykker, jo mørkere og farligere bliver det. Du skal skaffe ilt, mad og vand, bygge undervandsbaser og ubåde og samtidig finde ud af, hvad der egentlig skete på planeten. Spillet er kendt for sin stemning, der skifter mellem smuk og klaustrofobisk, og egner sig også til yngre spillere.


7 Days to Die

  • Samlet antal spillere: 1 offline, op til 8 online
  • Aldersgrænse: PEGI 18
  • Sværhedsgrad: Svær (kan justeres)
  • Historiespil: Nej, der er ingen fast historie. Du bestemmer selv, hvad du vil lave
  • Online spil: Ja, med crossplay mellem PS5, Xbox og PC

Verden er gået under, og zombierne har overtaget. Om dagen samler du ressourcer, plyndrer forladte byer og bygger din base stærkere. Men hver syvende nat kommer en kæmpe horde, og så gælder det om, at dine mure, fælder og våben holder. Du kan grave, bygge og ombygge næsten alt i verden, hvilket gør hver base unik. Spillet er bedst med venner, hvor I deler opgaverne og forsvarer basen sammen.

No Man’s Sky

  • Samlet antal spillere: 1 offline, op til 32 online
  • Aldersgrænse: PEGI 7
  • Sværhedsgrad: Let til svær, du vælger selv
  • Historiespil: Ja, med en hovedhistorie og masser af frie eventyr
  • Online spil: Ja, med crossplay

Et næsten uendeligt univers med milliarder af planeter, der alle kan besøges. Du starter strandet på en fremmed planet med et ødelagt rumskib og skal overleve giftige storme, ekstrem kulde og aggressive væsner. Herefter er universet dit: byg baser, saml en flåde af rumskibe, handl i rumstationer eller udforsk sammen med venner. Med sværhedsgrader fra afslappet kreativ tilstand til hardcore permadeath passer spillet til alle typer spillere.

The Last of Us Part I

  • Samlet antal spillere: 1
  • Aldersgrænse: PEGI 18
  • Sværhedsgrad: Mellem (kan justeres i mange trin)
  • Historiespil: Ja
  • Online spil: Nej

20 år efter at en svamp har forvandlet store dele af menneskeheden til monstre, får smugleren Joel til opgave at føre den 14-årige Ellie tværs over USA. Undervejs er ammunition og materialer en mangelvare, så du skal snige dig forbi fjender, lave dine egne våben og vælge dine kampe med omhu. Part I er en komplet genindspilning af originalen til PS5, og historien regnes for en af de bedste i spilhistorien.

The Last of Us Part II Remastered

  • Samlet antal spillere: 1
  • Aldersgrænse: PEGI 18
  • Sværhedsgrad: Mellem til svær (kan justeres i mange trin)
  • Historiespil: Ja
  • Online spil: Nej

Fem år efter det første spil har Ellie fundet et nyt liv i Jackson, Wyoming. Men da en voldsom hændelse ryster hendes verden, drager hun ud på en hævntogt gennem et ødelagt Seattle. Fortællingen er mørk, modig og rejser svære spørgsmål om hævn og tilgivelse. Remastered-udgaven har opdateret grafik til PS5 og den nye roguelike-tilstand No Return, hvor du kæmper for at overleve i tilfældige udfordringer.

Dying Light 2 Stay Human

  • Samlet antal spillere: 1 offline, op til 4 online i co-op
  • Aldersgrænse: PEGI 18
  • Sværhedsgrad: Mellem
  • Historiespil: Ja
  • Online spil: Ja, co-op for op til 4 spillere (kræver PS Plus)

I byen Villedor har en virus forvandlet de fleste til inficerede, og de overlevende kæmper om de sidste ressourcer. Du løber, hopper og klatrer over tagene med parkour og bruger hjemmelavede våben i nærkamp. Om dagen er byen din, men når mørket falder på, kommer de farligste væsner frem, og spillet skifter til ren overlevelse. Dine valg i historien påvirker, hvordan byen og dens fraktioner udvikler sig.

Frostpunk 2

  • Samlet antal spillere: 1
  • Aldersgrænse: PEGI 16
  • Sværhedsgrad: Svær
  • Historiespil: Ja, med en historiekampagne i flere kapitler samt en fri tilstand
  • Online spil: Nej

Her overlever du ikke alene, men som leder af en hel by. 30 år efter en apokalyptisk snestorm skal du som byens Steward sørge for kul, olie, mad og varme til tusindvis af indbyggere. Samtidig holder magtfulde fraktioner øje med hvert eneste valg, du træffer i rådssalen. Spillet er en blanding af strategi og survival, hvor de svære moralske beslutninger er en stor del af oplevelsen.

Hvad er et survival-spil?

Survival-spil er en genre, hvor dit vigtigste mål er at holde dig i live. Typisk starter du med ingenting og skal selv skaffe mad, vand og ly, samle ressourcer og lave værktøj, våben og baser. Mange spil har også målere for sult, tørst, temperatur eller helbred, som du hele tiden skal holde øje med.

Genrens mange ansigter

Survival er ikke kun én type spil. Nogle er store open world-spil uden fast historie, hvor du selv bestemmer, hvad du vil lave. Andre er historiedrevne eventyr, hvor knappe ressourcer skaber spænding. Der findes også survival-horror, der handler om frygt og flugt, og strategispil, hvor du skal få en hel gruppe eller by til at overleve.

Derfor er survival-spil så populære

Survival-spil handler om valg med konsekvenser. Bruger du dine sidste ressourcer nu, eller gemmer du dem? Tager du chancen og udforsker, eller bliver du i sikkerhed? Den konstante balance mellem risiko og belønning gør oplevelsen intens, og følelsen af at gå fra hjælpeløs til selvforsynende er svær at slå. Mange survival-spil kan desuden spilles med venner, hvor de fælles oplevelser bliver til historier, man husker længe.